Business fordomme I: Er franskmænd dovne?

Business fordomme I: Er franskmænd dovne?
I business-verdenen er franskmænd ofte genstand for mange fordomme, som ikke altid er lige berettigede. Magasinet Alternatives Économiques nr. 348 fra 2015 gør op med 5 fordomme om franskmænd i business-sammenhænge og slår fast, at det hele ikke er så galt, som mange går rundt og tror.

En af fordommene, magasinet undersøger, er, om franskmænd virkelig er så dovne endda. For selvom de bliver klandret for ikke at være effektive og holder lange frokostpauser med vin og god mad, så er der statistikker, som taler imod dette.

Først og fremmest arbejder franskmænd flere timer om ugen end danskere. Franskmænd arbejder i gennemsnit 38,8 timer om ugen på et fuldtidsjob, hvilket er mere end Danmarks 37 timer. Hvis man snakker deltid, arbejder franskmænd i gennemsnit 22,1 timer om ugen, hvilket er langt over det, man regner for gennemsnittet på en deltidsstilling i de fleste andre EU-lande.

Ifølge magasinet er franskmænd også nogle af de mest produktive i verden med en gennemsnitlig værdi på 46,50€ per time, over for 39,20 € for briterne og 44,80 € for tyskerne. Fordommen om ineffektivitet tilbagevises altså af Alternatives Économiques statistikker

Desuden er franskmænd også helt fremme i skoene, når det gælder start-up virksomheder, og bare mellem 2008 og 2012 blev 1,63 millioner nye virksomheder opstartet i Frankrig- et tal langt over det, der gælder både Tyskland og Italien. Og så er franskmænd tilmed glade for at arbejde. En undersøgelse viser, at størstedelen af franskmænd (langt flere end f.eks. i USA, Tyskland og Sverige) anser deres arbejde som værende et meget vigtigt aspekt af deres liv.

Så er franskmænd virkelig dovne? Ikke hvis man ser på statistikkerne. Følg med her på siden om andre fordomme om franskmænd.
Catamaran tilbyder også her i efteråret en foredragsrække i Danmark, hvor jeg blandt andet kommer ind på fordomme om Frankrig og franskmænd - og de kulturelle forskelle. Se nyhedsbrev om denne aktivitet her.
Andel:

Copyright © Catamaran